Slettelse som medlem af arbejdsløshedskasse. Svigsbegrebet. Forsætskrav. Beviskrav. Anklageprincippet

• Record Number: 28099
• Act Number: 74

Resume

Resumé

Arbejdsmarkedets Ankenævn fastholdt en afgørelse om at slette et medlem af en a-kasse på grund af svig. Anklagemyndigheden havde besluttet at opgive påtale mod A for bedrageri fordi der ikke kunne føres det tilstrækkelige bevis for forsæt. Ombudsmanden lagde til grund at forsætsbegrebet i arbejdsløshedsforsikringslovens svigsbestemmelse og strafferetten principielt er det samme, men at der er forskel i henseende til beviskravet. Det var derfor ikke en nødvendig følge af en påtaleopgivelse efter straffeloven at svigsslettelsen efter arbejdsløshedsforsikringsloven skulle ophæves

Af myndighedernes udtalelser fremgik imidlertid at de tillagde anklagemyndighedens påtaleopgivelse mindre vægt end en frifindende dom Ombudsmanden mente at de to reaktionsformer i overensstemmelse med de almindelige principper for strafforfølgning måtte sidestilles i den her omhandlede sammenhæng og henstillede at ankenævnet genoptog sagen. (J.nr 1997-2580-019)

Oversigt (indholdsfortegnelse)

Den fulde tekst

Slettelse som medlem af arbejdsløshedskasse. Svigsbegrebet Forsætskrav. Beviskrav. Anklageprincippet

En advokat, B, klagede på vegne af A over en afgørelse truffet af Arbejdsmarkedets Ankenævn. Ankenævnet fastholdt i denne afgørelse at A skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen på grund af svig.

Det fremgik af sagen at A den 1. august 1982 indmeldte sig i arbejdsløshedskasse 1 og at han blev overflyttet til arbejdsløshedskasse 2 den 1. juli 1992.

I 1994 anmodede Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen arbejdsløshedskasse 1 og arbejdsløshedskasse 2 om at undersøge hvorvidt A havde drevet selvstændig virksomhed samtidig med at han havde modtage arbejdsløshedsdagpenge.

Disse undersøgelser endte med at arbejdsløshedskasse 1 traf afgørelse om at A med urette havde modtaget 9.755 kr. i dagpenge. Arbejdsløshedskasse 2 traf afgørelse at han havde modtaget 8.561 kr. med urette fra denne kasse. Advokat B accepterede på vegne af A at disse beløb skulle tilbagebetales.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen meddelte i brev af 20. juli 1995 at A skulle slettes som medlem af kassen på grund af svig. Direktoratet fastholdt denne afgørelse i brev af 9. maj 1996.

Arbejdsmarkedets Ankenævn stadfæstede ved brev af 3. juli 1996 Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelser om at A skulle slettes som medlem på grund af svig. I Arbejdsmarkedets Ankenævns brev af 3. juli 1996 var der bl.a. anført:

"...

Ankenævnet finder, at (A) skal slettes som medlem af (arbejdsløshedskasse 2) for svigagtigt forhold over for denne kasse og (arbejdsløshedskasse 1).

Ankenævnet henviser til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1, samt til punkt II. A. i direktoratets cirkulære af 19. februar 1987 vedrørende retningslinier for idømmelse af sanktion i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1 og 3.

Ankenævnet lægger vægt på, at (A)'s virksomhed ikke havde karakter af en hobbyvirksomhed, men at den var omfattet af reglerne om selvstændig bibeskæftigelse, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 58, stk. 1, nr. 1, litra b, og § 1, stk. 1, § 2 og § 5 i dagældende bekendtgørelse nr. 260 af 28. april 1998 om retten til arbejdsløshedsdagpenge for medlemmer, som under ledighed har bibeskæftigelse ved selvstændig erhvervsvirksomhed med vejledning.

Ankenævnet henviser herved til den store omsætning og de store momsbevægelser, der var i (A)'s virksomhed.

Ankenævnet lægger endvidere vægt på, at (A) efter en forespørgsel i sin daværende kasse havde modtaget reglerne om selvstændig bibeskæftigelse, og at han derfor vidste, at hans aktiviteter i virksomheden skulle oplyses til kassen. Ankenævnet lægger videre vægt på, at (A) på intet tidspunkt oplyste om sit autoværksted til kassen; heller ikke på sine dagpengekort på trods af at det af vejledningen til disse fremgik, at han var forpligtet til at oplyse om alle forhold, der havde betydning for dagpengeretten, og herunder om al beskæftigelse ved selvstændig virksomhed.

Ankenævnet tiltræder således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelser af 20. juli 1995 og 9. maj 1996."

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen anmodede herefter den 30. juli 1996 arbejdsløshedskasse 2 om at anmelde A til politiet for at lade politiet vurdere, om der skulle rejses tiltale for overtrædelse af straffeloven.

Politimesteren i X-by meddelte Dem i brev af 27. september 1996 at politiet i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, havde besluttet at opgive påtale mod A for overtrædelse af straffelovens § 279 om bedrageri. I brevet var der bl.a. anført:

"...

Jeg har ved min afgørelse navnlig lagt vægt på, at der ikke kan føres domfældende bevis for, at ovennævnte havde forsæt, henset til forklaringen om, at han betragtede sin virksomhed for hobbybetonet og henset til den lange periode set i relation til beløbets størrelse.

..."

Direktoratet fra Arbejdsløshedsforsikringen anmodede i brev af 3. oktober 1996 arbejdsløshedskasse 2 om at klage over politimesterens påtaleopgivelse til statsadvokaten.

Statsadvokaten for Fyn, Sydøstsjælland, Lolland, Falster og Bornholm tiltrådte den 18. november 1996 politimesterens afgørelse med den af politimesteren meddelte begrundelse.

Direktoratet sendte herefter ved brev af 26. februar 1997 sagen til Arbejdsmarkedets Ankenævn med henblik på at ankenævnet tog stilling til om afgørelsen om svigsslettelsen skulle opretholdes. Direktoratet skrev at det fortsat var direktoratets opfattelse at A i relation til arbejdsløshedsforsikringsloven skulle anses for at have handlet svigagtigt.

Arbejdsmarkedets Ankenævn meddelte i brev af 17. april 1997 at nævnet fastholdt den tidligere afgørelse om at A skulle slettes som medlem på grund af svig. I brevet var der bl.a. anført:

"...

Ankenævnet finder ikke grundlag for at ændre sin afgørelse dateret den 3. juli 1996. Ankenævnet finder således fortsat, at (A) begik svig over for kassen ved at undlade at oplyse kassen om sin selvstændige virksomhed, og at han skal slettes derfor, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1.

Ankenævnet finder herunder, at (A)'s virksomhed ikke kunne antages at være hobbybetonet.

Ankenævnet lægger vægt på virksomhedens store omsætning samt de på sagen foreliggende arbejdssedler fra (A)'s virksomhed. Heraf fremgår således ganske almindeligt servicearbejde, bl.a. for virksomheder."

I brev af 19. september 1997 rettede advokat B henvendelse hertil og klagede over Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelse af 17. april 1997. Advokaten skrev at Arbejdsmarkedets Ankenævn efter hans opfattelse ikke kunne fastholde sin vurdering af at der var tale om forsæt i forhold til arbejdsløshedsforsikringsloven, når politiet som det normale efterforskningsorgan i Danmark havde fastslået at der ikke forelå forsæt.

I brev af 16. oktober 1997 bad jeg Arbejdsmarkedets Ankenævn og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om en udtalelse i anledning af klagen. Jag bad om at myndighederne udtalte sig nærmere om grundlaget for beslutningen om at fastholde at A skulle slettes for svig, efter at politimesteren havde vurderet at der ikke kunne føres domfældende bevis for at han havde forsæt. Jeg bad endvidere om at få oplyst hvilke konsekvenser det ville have haft, hvis anklagemyndigheden havde besluttet at rejse tiltale i sagen og A senere var blevet frifundet ved domstolen for overtrædelse af straffelovens § 279 på grund af manglende bevis for forsæt. Jeg bad i den anledning om at få oplysninger om myndighedernes overvejelser i forbindelse med en eventuel forskelsbehandling af disse to tilfælde - politiets beslutning om at opgive påtale og domstolenes frifindelse - herunder om en sådan forskelsbehandling var i overensstemmelse med det anklageprincip som er gennemført i dansk strafferetspleje.

Direktoratet skrev i sin udtalelse i brev af 23. januar 1998 bl.a.:

"...

Det er direktoratets opfattelse, at 'svigs-begrebet' i arbejdsløshedsforsikringsloven (§ 87, stk. 1) ikke er identisk med 'svigs-begrebet' i straffelovens bedrageribestemmelse (§ 279).

Dette underbygges af, at rigsadvokaten i skrivelse af 29. november 1991 (der vedlægges) har anført, at bedømmelsen af, om der i en given situation foreligger svig i forhold til arbejdsløshedsforsikringslovgivningen, er forskellig fra den strafferetlige bedømmelse af, om der kan bevises forsæt til bedrageri i den samme situation.

Dette synspunkt blev bekræftet på direktoratets temadag 'svig og politianmeldelse' den 27. marts 1992, hvor bl.a. rigsadvokat Asbjørn Jensen og politikommissær Carsten Ive deltog.

Det er på denne baggrund direktoratets opfattelse, at en påtaleopgivelse normalt vil være udtryk for, at anklagemyndigheden ikke mener, at det er muligt at bevise, at der har været forsæt til bedrageri. Påtaleopgivelsen er udtryk for en administrativ afgørelse.

Det er således direktoratets opfattelse, at anklagemyndighedens beslutning om påtaleopgivelse derfor ikke er ensbetydende med, at en afgørelse om svigssanktion efter arbejdsløshedsforsikringsloven automatisk skal ændres til en afgørelse om uagtsomhed. Dette må afgøres ud fra en helt konkret vurdering, hvori selvfølgelig indgår begrundelsen for anklagemyndighedens beslutning om påtaleopgivelse.

Anklagemyndighedens beslutning om påtaleopgivelse vil altid medføre, at direktoratet tager stilling til, om den politimæssige efterforskning, der resulterer i påtaleopgivelsen, giver anledning til at afgørelsen om svig skal fastholdes eller ændres. Hvis Ankenævnet har tiltrådt direktoratets afgørelse om svig, er det Ankenævnet, der skal tage stilling hertil.

Det skal bemærkes, at direktoratet og Ankenævnet i langt de fleste sager, hvor der sker påtaleopgivelse, ændrer svigsafgørelsen til en afgørelse om...