Sag 102/2021 af Højesterets, 12-10-2022

• Judgement Number: 102/2021
• Date: 12 October 2022
• Subject Matter: 1. EMRK, 1.2 Motiver, 1.9 Andre spørgsmål, 6. Erstatningsansvar, 8.1 Motorkøretøjer, 9. Andre spørgsmål, Almindelige emner, EU-ret, Færdselsret, Menneskerettigheder
• Court: Supreme Court (Denmark)

HØJESTERETS KENDELSE

afsagt onsdag den 12. oktober 2022

Sag 102/2021

(1. afdeling)

Anklagemyndigheden

mod

A A/S

(advokat Andreas Christensen)

I tidligere instanser er afsagt kendelse af Københavns Byret den 13. juli 2021 (SS 4-

8442/2021) og af Østre Landsrets 21. afdeling den 14. september 2021 (S-2111-21).

I påkendelsen har deltaget fem dommere: Jens Peter Christensen, Lars Hjortnæs, Oliver

Talevski, Anne Louise Bormann og Jørgen Steen Sørensen.

Påstande

A A/S har påstået ophævelse af beslaglæggelsen, subsidiært udlevering af bilen mod sikker-

hedsstillelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

Der er for Højesteret fremlagt ”Samarbejdsaftale om demo- og værkstedsbiler” af 8. maj 2018

mellem A A/S og B A/S. Det fremgår af indledningen til aftalen, at den angår A’ leasingfi-

nansiering af demonstrations- og værkstedsbiler til B, og af aftalens pkt. 5 fremgår, at B er

berettiget og forpligtet til at anvende bilerne som demonstrationsbiler og/eller værkstedsbiler.

Det fremgår også af bestemmelsen, at der ved demonstrationsbiler forstås biler, som B lader

medarbejdere og kunder afprøve med henblik på demonstration af bilen, og at der ved værk-

- 2 -

stedsbiler forstås biler, som B udlejer til sine værkstedskunder. I bestemmelsen anføres, at

aftalen tillægger Bs medarbejdere og kunder ”ret til normal benyttelse af bilerne inden for

Danmarks grænser, i overensstemmelse med instruktionsbøger og andet materiale fra impor-

tøren/producenten.”

Der er endvidere fremlagt en leasingbekræftelse af 12. februar 2021 mellem samme parter om

den omhandlede personbil samt en ansættelseskontrakt af 31. januar 2020 mellem C og ...

A/S. Af kontrakten fremgår bl.a., at der stilles en bil til rådighed for C inden for firmaets bil-

politik.

A har under forberedelsen af sagen anmodet Højesteret om i medfør af artikel 267 i traktaten

om Den Europæiske Unions Funktionsmåde at forelægge præjudicielle spørgsmål for EU-

Domstolen om, hvorvidt færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., i en situation som den forelig-

gende er i strid med artikel 17 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettighe-

der.

Ved kendelse af 28. juni 2022 (UfR 2022.3840) har Højesteret bestemt, at anmodningen ikke

tages til følge. I kendelsen anføres bl.a.:

”Spørgsmålet for Højesteret er, om der skal ske præjudiciel forelæggelse for EU-Dom-

stolen om forholdet mellem færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., og artikel 17 i Den

Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder.

Det fremgår af charterets artikel 51, stk. 1, at dets bestemmelser kun er rettet til med-

lemsstaterne, når de gennemfører EU-retten. Ifølge EU-Domstolens dom af 14. januar

2021 i sag C-393/19, OM, bekræfter artikel 51, stk. 1, Domstolens faste praksis om, at

de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved unionens retsorden, kan anvendes i alle

situationer, der reguleres af EU-retten, men ikke uden for sådanne situationer (præmis

31). Når en retlig situation ikke henhører under EU-rettens anvendelsesområde, har EU-

Domstolen ikke kompetence til at træffe afgørelse herom, og charterets bestemmelser

kan ikke i sig selv danne grundlag for en sådan kompetence (præmis 32).

Det kan udledes af dommen, at en situation, hvor en tredjemands formuegode er konfi-

skeret med den begrundelse, at det er anvendt i forbindelse med en lovovertrædelse,

henhører under EU-rettens anvendelsesområde, hvis konfiskationen er omfattet af ram-

meafgørelse 2005/212/RIA af 24. februar 2005 om konfiskation af udbytte, redskaber

og formuegoder fra strafbart forhold (præmis 33 og 38-40). Det kan også udledes, at

EU-Domstolen i sådanne tilfælde har kompetence til at besvare præjudicielle spørgsmål

om f.eks. artikel 17 i charteret om grundlæggende rettigheder. Det skyldes, at der reelt

- 3 -

er tale om en fortolkning af rammeafgørelsen sammenholdt med charteret (præmis 41

og 42).

I den foreliggende sag er beslaglæggelse sket med henblik på konfiskation efter færd-

selslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., og konfiskation i sagen er omfattet af rammeafgørelse

2005/212/RIA. Udgangspunktet efter EU-retten er derfor, at EU-Domstolen har kompe-

tence til at besvare præjudicielle spørgsmål om forholdet mellem § 133 a, stk. 2, 2. pkt.,

og artikel 17 i charteret om grundlæggende rettigheder, idet der reelt er tale om en for-

tolkning af rammeafgørelsen sammenholdt med charteret.

Spørgsmålet er herefter, om det danske EU-forbehold på området for retlige og indre

anliggender (retsforbeholdet) fører til et andet resultat.

Rammeafgørelse 2005/212/RIA er udstedt i medfør af afsnit VI om politisamarbejde og

retligt samarbejde i kriminalsager i traktaten om Den Europæiske Union, som den var

gældende før Lissabontraktaten. Efter denne traktats artikel 35, stk. 2, jf. stk. 1, havde

EU-Domstolen med hensyn til sådanne rammeafgørelser kun kompetence til at besvare

præjudicielle spørgsmål fra medlemsstater, som havde afgivet erklæring herom. Dan-

mark havde ikke afgivet en sådan erklæring, og danske domstole kunne derfor ikke fo-

relægge EU-Domstolen præjudicielle spørgsmål om rammeafgørelsen.

Efter artikel 10, stk. 3, i protokol nr. 36 til Lissabontraktaten om overgangsbestemmel-

ser ophørte den nævnte generelle begrænsning i EU-Domstolens kompetence senest 5 år

efter traktatens ikrafttræden, dvs. den 1. december 2014. Efter artikel 2 i protokol nr. 22

til traktaten gælder imidlertid om Danmarks stilling, at ingen afgørelser truffet af EU-

Domstolen om fortolkning af foranstaltninger, der er ændret eller kan ændres i henhold

til tredje del, afsnit V, i traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, er bin-

dende for eller finder anvendelse i Danmark. Rammeafgørelse 2005/212/RIA er i hen-

hold til det nævnte afsnit V ændret ved direktiv 2014/42/EU af 3. april 2014 om inde-

frysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold i Den Europæiske

Union.

Artikel 2 i protokol nr. 22 har til formål at opretholde det danske retsforbehold under

Lissabontraktaten, og det må anses for forudsat, at danske domstole på områder omfat-

tet af forbeholdet ikke kan forelægge præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen i vide-

re omfang end under den tidligere traktat. Under denne traktat kunne danske domstole

som anført ikke forelægge EU-Domstolen præjudicielle spørgsmål om rammeafgørelse

2005/212/RIA.

Højesteret finder herefter, at der ikke skal ske præjudiciel forelæggelse for EU-Domsto-

len. ”

Det er oplyst, at straffesagen mod T ikke er afgjort, idet sagen afventer behandlingen af den

foreliggende sag om beslaglæggelse.

Supplerende retsgrundlag