B. Undersøgelse angående 105 erhvervssygdomssager fra Arbejdsskadestyrelsen
| Record Number | 28603 |
| Act Number | 458 |
| Status | Gældende |
| Standardisering af sagsbehandlingen |
| Begrundelse |
| Partshøring |
| Klagevejledning |
| Behandlingstid |
| Aktindsigt |
| Hjemmelsspørgsmål m.v. |
| Vejledning |
| Tavshedspligt |
B. Undersøgelse angående 105 erhvervssygdomssager fra Arbejdsskadestyrelsen
I Undersøgelsens afgrænsning, tilrettelæggelse og gennemførelse.
I et brev af 16. juli 1990 orienterede jeg Arbejdsskadestyrelsen om, at jeg havde besluttet af egen drift at iværksætte en undersøgelse af et antal af styrelsens erhvervssygdomssager. Jeg henviste herved til et notat af 12 november 1987, gengivet i FOB 1988, s. 251-253. Jeg bad samtidig styrelsen om at deltage i et møde med henblik på en nærmere drøftelse af emnets afgrænsning og undersøgelsens tilrettelæggelse
På grundlag af drøftelserne på et efterfølgende møde den 20. august 1990 i Arbejdsskadestyrelsen bad jeg herefter styrelsen om at modtage 75 erhvervssygdomssager. Jeg bad om at modtage fortløbende, afsluttede erhvervssygdomssager, oprettet i styrelsen efter den 1. april 1989
Efter en foreløbig gennemgang af de 75 erhvervssygdomssager bad jeg Arbejdsskadestyrelsen om at modtage yderligere 30 sager, således at det samlede undersøgelsesmateriale udgjorde 105 fortløbende erhvervssygdomssager, oprettet i Arbejdsskadestyrelsen i dagene fra den 1. - 4. april 1989
Samtidig med oversendelsen af erhvervssygdomssagerne meddelte styrelsen mig, at listen over sagerne syntes at være repræsentativ for Arbejdsskadestyrelsens sagstilgang, og at der ikke var atypiske forekomster af bestemte lidelser. Arbejdsskadestyrelsen fandt, at sagerne var ligeligt fordelt på styrelsens 4 erhvervssygdomskontorer
Efter aftale med Arbejdsskadestyrelsen modtog jeg det samlede journalmateriale, der havde ligget til grund for styrelsens sagsbehandling, herunder også interne sagsstyrings- og telefonoplysningsark.
Min gennemgang af de 105 sager fandt herefter sted med udgangspunkt i et kontrolskema svarende til det skema, jeg anvendte ved min undersøgelse i Familieretsdirektoratet, jf. FOB 1988, s. 249.
De problemstillinger, jeg har valgt at beskæftige mig med i undersøgelsen, er især af forvaltningsprocessuel karakter, mens afgørelsernes materielle indhold kun i mindre omfang er gjort til genstand for vurdering.
Dette valg har på den ene side sin forklaring i, at jeg efter min gennemgang af sagerne fandt en række forvaltningsprocessuelle problemstillinger særligt karakteristiske for Arbejdsskadestyrelsens administration af erhvervssygdomsrådet. På den anden side hænger udvælgelsen sammen med, at jeg er begrænset i mine forudsætninger for at tage stilling til de skønsmæssige vurderinger af lægefaglig karakter, som i øvrigt er typiske ved vurderingen af, om en lidelse kan anerkendes som arbejdsbetinget og ved afgørelser om erstatningsudmåling. Undersøgelsen af afgørelsernes materielle indhold er således begrænset til de spørgsmål, der har kunnet vurderes på et rent juridisk grundlag.
Med et brev af 16. april 1991 sendte jeg Arbejdsskadestyrelsen min foreløbige rapport om undersøgelsen og bad om styrelsens bemærkninger til rapporten.
Herefter har jeg den 6. maj 1991 haft en drøftelse af undersøgelsen med Arbejdsskadestyrelsen, som den 15. maj 1991 afgav sit skriftlige høringssvar. Høringssvaret er optrykt som bilag.
II Karakteristik af det udvalgte retsområde.
Erhvervssygdomssager behandles efter reglerne i arbejdsskadeforsikringsloven, jf. lbk. nr. 450 af 25. juni 1987. Loven administreres af Arbejdsskadestyrelsen, som træffer afgørelser i 1. instans i arbejdsskadesager. Styrelsens afgørelser kan påklages til Den Sociale Ankestyrelse.
Arbejdsskadeforsikringsloven omfatter efter lovens § 1 enhver, der mod løn eller som ulønnet medhjælper af en arbejdsgiver er antaget til varigt, midlertidigt eller forbigående arbejde her i landet. Det afgørende for retten til erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven er således, at der foreligger et ansættelsesforhold - dvs. at arbejdsgiveren har antaget den pågældende person til at udføre et stykke arbejde - hvorimod vederlagets art og størrelse og arbejdets varighed er uden betydning for retten til erstatning. Med enkelte undtagelser er en arbejdsgiver forpligtet efter arbejdsskadeforsikringslovens § 2 til at tegne arbejdsskadeforsikring for sine ansatte. Parter i en arbejdsskadesag er således på den ene side skadelidte og på den anden side et forsikringsselskab, der under visse betingelser er pligtig at yde den skadelidte erstatning efter arbejdsskadeforsikringslovens bestemmelser herom.
Efter arbejdsskadeforsikringslovens § 9 defineres en arbejdsskade som ulykkestilfælde, skadelige påvirkninger af få dages varighed samt erhvervssygdomme og visse andre sygdomme opstået under særlige forhold.
Som erhvervssygdomme anses efter lovens § 10, stk. 1, sygdomme, som efter medicinsk og teknisk erfaring er forårsaget af særlige påvirkninger, som bestemte persongrupper igennem deres arbejde eller de forhold, hvorunder dette foregår, er udsat for i højere grad end personer uden sådant arbejde. Chefen for Arbejdsskadestyrelsen fastsætter, hvilke sygdomme der anses for erhvervssygdomme, jf. senest bekendtgørelse nr. 142 af 8. marts 1991 om fortegnelse over erhvervssygdomme i medfør af lovgivningen om arbejdsskadeforsikring.
Efter lovens § 10, stk. 2, gælder en særlig bevisregel, idet en person, der har pådraget sig en erhvervssygdom, har krav på ydelser efter loven, medmindre det anses for overvejende sandsynligt, at den pågældendes sygdom skyldes andre forhold end de erhvervsmæssige. Formodningen gælder under den forudsætning, at den pågældende lidelse er opført på erhvervssygdomsfortegnelsen, og forudsat skadelidte under sit arbejde har været udsat for påvirkninger, der kan medføre lidelsen.
For andre sygdomme end erhvervssygdomme kan der efter lovens § 10, stk. 3, tillige tilkendes ydelser efter loven, hvis det godtgøres, at sygdommen enten efter den nyeste medicinske erfaring opfylder de krav, der stilles efter lovens § 10, stk. 1, eller sygdommen må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art. For disse lidelser gælder ikke den særligt gunstige bevisregel, som er nævnt i lovens § 10, stk. 2. Forinden en sådan lidelse eventuelt anerkendes som en arbejdsskade, skal den efter lovens § 10, stk. 3, sidste pkt. forelægges for det særlige udvalg, erhvervssygdomsudvalget, som er omtalt i lovens § 11.
Efter § 24 er ydelserne efter arbejdsskadeforsikringsloven følgende:
Sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m.
Erstatning for tab af erhvervsevne
Erstatning for varigt mén
Overgangsbeløb til efterladte ved dødsfald
Erstatning for tab af forsørger.
Ad 1) Sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m.
Mens en sag er under behandling i Arbejdsskadestyrelsen kan udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m. under visse betingelser udredes i henhold til loven, i det omfang udgifterne ikke kan afholdes af den offentlige sygesikring eller som et led i behandlingen på offentligt sygehus. Tilsvarende kan proteser, hjælpemidler m.v. betales efter loven, hvis styrelsen skønner, at anskaffelsen er nødvendig for at sikre behandlingen eller genoptræningens resultater og for at formindske følgerne af arbejdsskaden, jf. lovens § 25.
Når det efter eventuel behandling, optræning eller revalidering er muligt at skønne over den skadelidtes fremtidige tilstand og erhvervsmuligheder, afgør styrelsen, om der tilkommer den skadelidte erstatning for tab af erhvervsevne og varigt mén, jf. § 26.
Ad 2) Erstatning for tab af erhvervsevne.
Erstatning for tab af erhvervsevne ydes efter lovens § 27 for den forringelse af skadelidtes indtjeningsevne og erhvervsmuligheder, som skaden har forvoldt. Ved bedømmelsen skal Arbejdsskadestyrelsen foretage et individuelt skøn over, hvilken betydning skaden har haft for erhvervsevnen i det enkelte tilfælde, herunder tage hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af ham efter hans evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning. En korrekt erstatningsudmåling forudsætter således en vurdering af de erhvervsmuligheder, skadelidte ville have haft, såfremt skaden ikke var sket, sammenholdt med de faktiske erhvervsmuligheder efter skaden.
Grundlaget for beregning af tab af erhvervsevne er skadelidtes samlede arbejdsfortjeneste i det år, der gik forud for arbejdsskadens indtræden. Den højeste årsløn, der kan lægges til grund ved beregningen var pr. 1. april 1991 265.000 kr.
Såfremt en arbejdsskade har medført nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, ydes erstatning som en årlig ydelse, der udbetales med 1/12 månedlig forud. Erstatning ydes dog ikke, hvis erhvervsevnetabet er mindre end 15%. Ved fuldstændigt tab af erhvervsevnen udgør den årlige ydelse 4/5 af skadelidtes årsløn.
Pr. 1. april 1991 kan ydelsen som nævnt højst beregnes af en årsløn på 265.500 kr., svarende til en årlig ydelse på 212.000 kr. ved fuldstændigt tab af erhvervsevnen.
Ved delvis tab af erhvervsevnen beregnes ydelsen som en forholdsmæssig del af erstatningen ved fuldstændigt tab af erhvervsevnen.
Løbende ydelser reguleres hvert år 1. april i overensstemmelse med lovens regler om løntalsregulering. Fra udgangen af den måned, skadelidte fylder 67 år, afløses den løbende ydelse af et engangsbeløb svarende til 2 gange den årlige ydelse. Er erhvervsevnetabet mindre end 50%, omsættes den årlige ydelse normalt til et kapitalbeløb.
Ad 3) Erstatning for varigt mén.
Hvis arbejdsskaden har påført den skadelidte...
To continue reading
Request your trial